Der kan være noget dybt rørende ved først sent i livet at opdage, at man har autisme. Ikke fordi autismen er ny, men fordi forklaringen kommer sent. Mange har i årevis forsøgt at passe ind, holde sammen på sig selv, aflæse andre, skjule overvældelse og finde strategier for at klare en hverdag, der måske hele tiden har kostet mere, end nogen kunne se. Når man samtidig har levet med uro, udmattelse, angst, skam eller en krop i alarmberedskab, kan det være nærliggende at spørge: Er det traume? Er det autisme? Eller er det begge dele?

Når symptomer ligner hinanden

Traumer og senopdaget autisme kan på overfladen ligne hinanden. Begge dele kan vise sig som indre uro, søvnproblemer, koncentrationsbesvær, sensitivitet over for sanser og stemninger, social tilbagetrækning, følelsen af at være på vagt eller en stærk tendens til at blive overvældet. Begge dele kan også give en oplevelse af, at kroppen reagerer hurtigere end tankerne kan følge med.

Men selvom reaktionerne kan ligne hinanden, er udgangspunktet forskelligt. Autisme er en medfødt neurotype — en anderledes måde at sanse, bearbejde information og navigere i sociale og kropslige signaler på. Traumer er derimod reaktioner på oplevelser eller længerevarende belastninger, som har været for meget, for hurtigt eller for ensomt for nervesystemet at bære. For et autistisk menneske kan mange års misforståelse, maskering og overtilpasning blive en belastning i sig selv.

Autisme er ikke et traume — men et liv uden forståelse kan være traumatiserende

Det er vigtigt og omsorgsfuldt at adskille de to ting: Autisme skyldes ikke traumer. Autisme er ikke noget, der skal helbredes eller fjernes. Men når et menneske vokser op uden at blive forstået ud fra sin neurotype, kan der opstå mange sekundære belastninger. Det kan være gentagne oplevelser af at være forkert, for sensitiv, for besværlig, for stille, for intens eller for krævende. Det kan være mobning, social udmattelse, krav der overstiger kapaciteten, eller mange år med at ignorere egne behov for at leve op til andres forventninger.

For mange sent opdagede autister er diagnosen eller erkendelsen derfor ikke bare en forklaring. Den kan også åbne for sorg. Sorg over det, man har måttet klare alene. Sorg over de år, hvor man troede, man bare skulle tage sig sammen. Og samtidig kan den åbne for lettelse, selvmedfølelse og et nyt spørgsmål: Hvad har jeg egentlig brug for, hvis jeg ikke længere skal leve på trods af mig selv?

Traumereaktioner og autistisk overbelastning

En traumereaktion handler ofte om, at kroppen bliver ved med at reagere, som om faren stadig er til stede. Man kan føle sig på vagt, let forskrækket, frakoblet, følelsesmæssigt oversvømmet eller tom. Autistisk overbelastning kan også mærkes som alarm i kroppen, men kan udspringe af sanseindtryk, uforudsigelighed, sociale krav, skift, forventninger eller langvarig maskering. Når de to mødes, kan det være svært at skelne: Er jeg bange, fordi noget minder mig om fortiden? Eller er mit system overbelastet, fordi hverdagen ikke er tilpasset min måde at være i verden på?

Her kan det være hjælpsomt ikke at lede efter én enkelt forklaring, men at møde kroppen med nysgerrighed: Hvad prøver reaktionen at beskytte mig imod? Hvad blev for meget? Hvad har jeg lært at overhøre? Og hvad ville støtte, ro og tydelighed kunne ændre?

Hvordan psykomotorisk terapi kan hjælpe

Psykomotorisk terapi kan være en nænsom vej ind i dette landskab, fordi den ikke kun taler til tankerne. Den arbejder også med kroppen, åndedrættet, sansningen, nervesystemet og de erfaringer, der har sat sig som spænding, uro, kollaps eller afstand til sig selv. I et trygt og roligt tempo kan terapien støtte dig i at mærke kroppen uden at blive overvældet af den.

For mennesker med senopdaget autisme kan psykomotorisk terapi blandt andet hjælpe med at genkende tidlige tegn på overbelastning, forstå forskellen på ressourcer og krav, øve grænsesætning gennem kropslig kontakt og finde måder at regulere nervesystemet på, som passer til den enkeltes sanseprofil. Det kan være gennem samtale, afspænding, blid bevægelse, vejrtrækning, grounding eller små hverdagsøvelser, der gør det lettere at vende tilbage til sig selv.

At få det anderledes

At få hjælp betyder ikke, at man skal lære at presse sig selv bedre. Det betyder ofte det modsatte: at man langsomt får hjælp til at opdage, hvor man har presset sig selv for længe. Når belastningerne bliver set og forstået, kan der opstå mere plads. Måske bliver kroppen mindre på vagt. Måske bliver det lettere at mærke træthed, før den bliver til kollaps. Måske bliver selvkritikken blødere, fordi reaktionerne ikke længere tolkes som fejl, men som meningsfulde signaler fra et system, der har forsøgt at beskytte dig.

Forandringen kan være stille. Den kan begynde med et lidt dybere åndedrag. Et nej, der mærkes som sandt. En pause før overtilpasningen. En ny venlighed over for kroppen. En erkendelse af, at du ikke er forkert — du har måske bare levet længe uden den rette forståelse, støtte og beskyttelse.

Du behøver ikke finde ud af det hele alene

Hvis du genkender dig selv i både traumer, overbelastning og senopdaget autisme, behøver du ikke vælge én forklaring frem for en anden. Du må gerne være kompleks. Du må gerne have brug for tid. Og du må gerne få hjælp til at skelne, forstå og hele de belastninger, der er kommet til, mens du levede uden at vide, hvad du bar på. Psykomotorisk terapi kan være et sted, hvor du ikke skal præstere dig frem til ro — men langsomt støttes i at finde hjem i dig selv igen.