Skip to main content

Luise Andersen, Psykomotorisk terapeut

Mange voksne, som får en diagnose som autisme eller ADHD, oplever en stor lettelse – som om de endelig kan leve mere frit. For før diagnosen var deres nervesystem i konstant kamp, nogle gange nærmest i krig. Ikke for alle, men for mange. At skulle navigere i livet uden at kende sit neurodivergente nervesystem, er lidt som at skulle finde vej med GPS, hvor du kun får destinationen, men ingen rute – resten må gættes undervejs.

Lettelse og sorg på samme tid

Mange af de voksne, der får en diagnose i voksenalderen, går rundt med en blanding af lettelse og sorg. Lettelse over endelig at blive set, og sorg over ikke at være blevet opdaget tidligere – sorgen over alt det, der kunne have været anderledes. De forsøger at lande i en ny identitet, for nu hvor flere sider af dem selv giver mening, er der ting, de ikke længere behøver at gøre. Men hvem er man så, når masken, der så længe har beskyttet, langsomt tages af? Nogle kæmper med følgerne af at have kompenseret så massivt i så mange år, at deres største udfordring ikke længere er diagnosen, men angst, depression og et konstant alarmberedskab i kroppen. De kæmper med fraværet af tryghed – både kropsligt og socialt.

Når kroppen stadig er i alarmberedskab

Flygt, frys og kæmp er blevet normale tilstande i tanker, følelser og krop. Flere oplever, at nu hvor de kender til deres autisme eller ADHD (eller AuDHD), ved de ikke rigtigt, hvad de skal stille op. Det, de før gjorde for at klare sig, er måske ikke længere nødvendigt – men hvad skal træde i stedet? Samtidig er kroppen fortsat i uro. Hjertebanken. Svimmelhed. Lukker ned efter to timers aktivitet eller socialt samvær. Det er svært at finde en oplevelse af ro eller behag. Svært bare at kunne svare på, hvad der egentlig føles rart at lave. Alt sammen tegn på et nervesystem på overarbejde.

Det er meningsfuldt, at kroppen sender disse signaler. De er beskeder. For bevidst kan faren måske føles drevet over – diagnosen er kendt, der er ikke længere behov for at kæmpe på samme måde. Men kroppen og hjernen er indrettet til én ting: at sikre overlevelse. Samtidig lagrer nervesystemet erfaringer i sine baner – adfærd, reaktionsmønstre, strategier. Når det står i en situation, ved det instinktivt, om noget opleves som farligt eller ej.

Nervesystemet har brug for tryghed

Derfor reagerer nervesystemet ikke nødvendigvis, som om faren er ovre. Det reagerer, som det plejer – scanner ansigter for mimik, analyserer alt omkring dig og forsøger at finde et passende respons. Nervesystemet har brug for tryghed, så der kan opbygges nye erfaringer med at være sammen med andre uden at komme på overarbejde – eller at kunne være på overarbejde uden at blive overbelastet af det. Nervesystemet har brug for kærlighed gennem at blive set, hørt og forstået. Her kan spændingerne, der har bygget sig op, langsomt slippe. Hjerterytmen falder til ro. Koncentrationen vender tilbage. Tærsklen for, hvornår du er tilstrækkeligt stimuleret, bliver igen mærkbar, og det bliver muligt at tage passende skridt til handling uden at blive overstimuleret.

Kroppen er hjemmet

Det kræver villighed til at møde op for sig selv. At være parat til at mærke kroppen, for dér bor livet. Kroppen er hjemmet, og også når det ikke føles sådan, har krop og nervesystem hele tiden forsøgt at holde dig i sikkerhed. <3

I kærlighed,

Luise

Luise Andersen, psykomotorisk terapeut i Taastrup

Skrevet af Luise Andersen

Statsgodkendt psykomotorisk terapeut og tidligere psykiatrisk sygeplejerske. Jeg hjælper mennesker med et overbelastet nervesystem til mere ro gennem krops- og samtaleterapi i Taastrup. Læs mere om mig


Læs også

Kan du genkende dig selv? Den første samtale er gratis og uforpligtende, og vi finder ud af det sammen.